Vores udgangspunkt i Fodfyssen er at foden kan trænes. Derfor giver en fysioterapeutisk tilgang rigtig god mening – når bare man ved hvordan. Mange smerter i foden er sekundære dysfunktioner ligesom mange dysfunktioner i andre led, viser sig som sekundær dysfunktion fra foden.
Vores undesøgelsestilgang
Vores undersøgelsestilgang er muskuloskeletale teknikker og det i Schweiz udviklede koncept Spiraldynamik®, der fokuserer på intakte rotationer i alle dele af kroppen.
I holdnings- og funktionsanalysen leder vi, ud over efter asymmetrier og brudte bevægelseskæder i knæ, hofte, bækken, ryg, skulder og nakke, også efter problemer, der stammer fra en ufærdig motorisk udvikling. Vi oplever ofte at vores observationer får patienten til at fortælle om smertetilstande de selv har glemt, eller anså for uvæsentlige og derfor ikke har nævnt i anamnesen.
I vores undersøgelse af foden laver vi både muskuloskelatale og spiraldynamiske undersøgelser. Neurologiske forhold undersøges og alle knogler, led, sener og ligamenter palperes og der laves muskeltest af især fodens, men også ofte af knæ og hoftens muskler. Det er ikke ualmindeligt, at vi i en fod med traumehistorik finder et enkelt overset hypomobilt led, der stadig låser foden. Generel hypermobilitet er også et hyppigt fund, ligesom svage muskler og fortykkede aponeuroser, ligamenter og sener. Ud over foden undersøges – når relevant, hele nedre kvadrant efter de muskuloskeletale principper.
Vores behandlingstilgang
Vi har altid fokus på genoptræning til det naturlige bevægemønster i foden inklusiv de ofte oversete rotationer. Vi fokuserer meget på styrke og neuromuskulær kontrol af foden. Målet er altid at løse det problem patienten kommer med. Vi søger også at fremme et naturligt bevægemønster i hele kroppen, så recidiv forhindres. For at støtte foden i optræningsfasen, har vi hurtigt fokus på fodens støttemuskler over knæ, hofte, bækken og lænd. Er foden, trods dette, alligevel ikke stærk nok til at træne på egen hånd, benytter vi indlægssåler som f.eks. Formthotics, Viscospot hælkiler og forfodspelotter, indtil der er opnået den nødvendige styrke.
Vores største samarbejdspartner er patienten selv, fordi vores behandling har så stort fokus på genoptræning også af det langsommere responderende kollaterale væv. Vi både henviser til og samarbejder gerne med andre behandlere, f.eks. læger, andre fysioterapeuter, kiropraktorer, bandagister og fodterapeuter.
Årsagssammenhænge
Fødderne er hårdt udfordret af det moderne miljø; hårde og ensformige underlag udløser hårde stød, der får hjernen til at kræve pronation igen og igen. Med manglende bevægelse på mere udfordrende underlag stilles der i det daglige alt for få krav til fødderne om hurtige korrektioner, som for eksempel skifte mellem supination og pronation. Mange fod- og holdningsproblemer kan føres tilbage til den manglende træning og udfordring af foden.